2 dage tog det for mig før jeg var hjemme, og en del dramatik (men det skyldes vel kun manglende sømandsskab. Men det kommer vel ved læring). For det første var jeg ikke helt tryg ved genua i den rimeligt stærke vind fra vest. Så jeg skiftede til fok inden Lushage. Desværre havde jeg lidt probemer med at få trim og skødepunkt tio at fungere ordentligt, men fremad kom jeg da. I det hele taget har jeg meget at lære om trim, og fik da også lært en del. Jeg kan i hvert fald se at mine karklude ikke står så flot som Nemo’s presenning, – der er meget mere ‘åbning’ i Nemo’s presenning, mens både mit storsejl og min genua står og poser for meget, og det giver mere krængning end fremdrift. Så der har jeg en udfordring.

Nå, men da jeg var halvt til Endelave slap min tålmodighed op og motor blev startet og måtte have fuld kraft frem, indtil jeg så kunne få et hvil og lidt frokost i læ af Endelave. Herligt. Mit tøj var blevet lidt vådt, så jeg fik skiftet til min solide flydedragt fra Netto. Den gjorde nytte resten af turen. Guld værd. Så tog jeg en dyb indånding og tænkte at jeg måtte videre og i hvert fald nå til Juelsminde og måske overnatte der. Motor fortsat, – ja altså lige indtil midt mellem Endelave og Juelsminde, hvor min motor ikke ville mere. Jeg var sikker på det var brændstof, så mine ekstra 5 liter blev hældt på, og det skulle jo være nok til Juelsminde. Men panikken bredte sig da den ikke ville starte og armen blev svagere og svagere, samtidig med at det hylede og peb og Lykkedragen gyngede som en æggeskal.

Vel, men har jo sejl, så storsejl kom op (jeg turde ikke sætte mere) og fint fremad gik det jo så, – bort set fra at kursen var lidt for sydlig, – sydligere end Trelde næs, som er den sydlige indsejling af Vejle Fjord. På et tidspunkt tænkte jeg at jeg ville fortsætte natten igennem, men det blev altså for surt og vinden var i den grad hård, så på et tidspunkt gav jeg op og skiftede til det andet ben, – som så ud til at passe med Juelsminde. Det gjorde det, og jeg kunne satse på opankring i Sandbjerg vig, som ligger lige ved havnen. Sin sag at opankre for sejl, men heldigvis var vandet roligt, selv om det fortsat blæste kraftigt, – mest i vindstød. I med ankeret et fornemt sted, og så gang i hakkebøffer, kartofler og en færdigblandet salat, alt fra brugsen i Samsø. Hold da kæft hvor smagte det godt, og jeg priste min køleboks. Så træt at jeg måtte kæmpe for at gå til køjs uden bare at falde i søvn. Dejlig rolig overnatning, og fint solskin, men fortsat kraftige vindstød, som gav mig lidt bange anelser om ankeret kunne holde, men jeg checkede flere gange og konstaterede at det holdt

Morgenen efter, – fortsat fint solskin, men vindstødene var taget til. Efter morgenmad og kaffe fik jeg pludselig et chok da jeg så at en stenmole pludselig var kommet meget nærmere. Jo jeg var drevet tværs over med ankeret slæbende bagefter. Pyh ha. Motoren fik nogle ryk igen, men starte ville den ikke. Stenmolen kom nærmere og nærmere, mens jeg baksede. Til sidste var der ikke andet at gøre end at hive storsejlet op og så bare komme væk. Fortsat med ankeret slæbende. Men det gik, indtil jeg kom langt nok væk til at få det op. Så ankrede jeg op igen og slappede af. Men vinden ville det anderledes, så jeg fik ankret op 3-4 gange inden jeg kon så langt ind på stranden at min køl faktisk strejfede sandbunden (det vidste jeg der var). Og alligevel blæste jeg ud ad igen, men meget meget langsomt, hvilket altså endte med at jeg gav los og gav pokker i vind og startede den sidste tur hjem kl 13. Motor havde jeg skiftet tændrør på, uden held, og jeg tror det er brændstoftilførsel, der måske er stoppet til af snavs, men det ku jeg ikke finde ud af at reparere. Måske fordi den havde været kørt tør og derfor havde slugt det sidste incl. snavs..

Vejrudsigten sagde at det ville stilne af sidst på eftermiddagen, og min tillid til Drabant’ens evner i hårdt vejr var taget til i løbet af træffet. Af sted det gik, og det gik stærkt, og jeg var stolt af de perfekte bomninger jeg lavede for læns i stærk vind. Først ned om Bjørnsknude, dvs. jeg skar den lidt, og så ellers bidevind mod Trelde næs, som var den kurs jeg kunne holde. Hårdt og vådt og vind manglede ikke. Mit trim var fortsat ikke perfekt så en del krængning og retten op gav nok fremdrift, men altså ikke perfekt sejlads. Så på det andet ben mod Staksrode, og optimismen ved at være ‘hjemme’ i fjorden steg. Det hjalp kraftigt at solen skinnede og jeg havde landkending. Derefter kryds på kryds indad, fortsat med stærke vindstød. Men efterhånden blev vindstødene sjældnere, og jeg overvejede at sætte mere sejl. Men bedst som jeg gjorde det kom der altid et vindstød, som fik mig til at glædes over jeg ikke gjorde det. Og desuden var jeg, – trods vandtæt flydedragt med hætte lidt kold og træt. Så længe det gik fremad var jeg tilfreds. Indad gik det og jeg fik næsten tårer i øjnene da jeg kunne se Vejle fjord broen i sollys, som jeg jo heldigvis havde det meste af tiden. Ellers tror jeg jeg havde ankret op igen, ved Staksrode eller Hvidbjerg, hvor der begge steder var læ.

Vinden var stilnet af da jeg rundede Holtser hage, og nu frygtede jeg mest vindstille, da jeg jo ikke havde motor. Men det gik fint, hvor sidste udfordring var at krydse ind gennem den smalle sejlrende mellem broen og lystbådehavnen. Igen, det gik fint, perfekt vind og hav for en nybegynder i havnemanøvrer for sejl, så kl 01.10 lå jeg på min plads.

Så gik det hjemad på cykel, – et bad, og så kaldte min bløde seng så voldsomt på mig at det var det rene paradis.

Et drabant træf er en sejlmæssig udfordring, som man lærer af. Tak for det!