Blog Image

Drabant 22 blog

Drabant 22 sejlbåden

Der er plads til alle emner vedr denne båd i denne blog. Forårsklargøring, reparationsprojekter, sejloplevelser, udstyr osv.

Der er også plads til at beundre de flotte linier på billedet af D31 ovenfor.

Bjørnø 2011 D40

Drabant 22 træf 2011 Posted on Tue, June 14, 2011 23:32:42

Jo, jeg har da også lige læst Torben D37 Pegasus’ beretning. Altså det med lugen er helt klart snyd, og nok mest af alt årsag til sejren i verdensmesterskabet i D22 sejlads. Men indtil der foreligger revanchemulighed må Torben og hans gast, den særdeles sejlkyndige trimekspert med navnet Peter, kåres som intet mindre end verdensmestre. Trods et umådeligt kompetent og konkurrencedygtigt felt på 5 særligt klassificerede D22’er. Det er virkelig en prestigesag at få lov til at deltage, en enkelt af deltagerne, Jan D143 Julia havde sejlet 250 sm bare for at være med, – vel at mærke bare på udturen. Fik I den all4e I D22’ere som synes bare 100sm er langt…!!! 🙂 Jan’s hjemtur kan følges på endomondo.dk og han er nået til Grenå på andendagen i skrivende stund efter at første distance gik fra Bjørnø til Strib.

Nåh ja, og så var D37 Pegasus’ afgang fra Bjørnø ret så spektakulær for de nykårede verdensmestre. Ikke nok med at skipper på et tidspunkt af dagen havde taget en slags dans med påhængsmotoren, som dog påhængsmotoren vandt idet skipper Torben kom til at ligge nederst med påhængsmotoren bekvemt og ubeskadiget ovenpå, næh gasten Peter på verdensmesterbåden udførte i tillæg en slags opførsel som helt sikkert var forårsaget at beruselsen over at være blevet verdensmester og ikke beruselse af andre årsager. Og så må jeg nok korrigere at det ikke var D30, hun kan findes i fartøjsoversigten), men derimod D21 Kathrine, der deltog , sejlet af Hans Christian Tofte og gast (lige nu har jeg sgu glemt dit navn, undskyld mange gange. den med Johannesgade i Vejle og så Fredericia på grund af kæresten og alle de andre ting, har jeg til gengæld ikke glemt).

Alt i alt var vi jo D160 Cille, D21 Kathrine, D37 Pegasus, D143 Julia og D40 Lykkedragen. 5 både. Flot, men alligevel mindre end de 7 både, der var tilmeldt. 1 havde meldt afbud, men den sidste ikke lod høre fra sig (mig bekendt). Kom igen..

Og forresten kan jeg bekræfte at arrangementet var helt i særklasse i top. Cheese og Chong (alias Nick og Kim) havde i den grad lagt festmenuen an på sejlere, hvis appetit efter sejlads er udpræget maskulin. En udsøgt farvesammensat salat bestående af rødbeder og rucola i rødt og grønt modspil satte en æstetisk finish på menuen, der udover de rigelige mængder flæskesteg og lammekøller var garneret med kartofler med eller uden pesto. Hold da op det var fuldbragt. Kun en enkelt indfødt gæst senere på aftenen fandt lejlighed til at kalde en nyserveret irsk kaffe for en skod-drink, men det var nu nok mest fordi der ved et uheld var landet et cigaretskod i drink’en. Det er uvist om cigaretskoddet var hjemmerullet eller med eller uden såkaldt urtekram, hvilket skulle være udtryk for rygbart et tilsætningsstof af planteriget. Det er endvidere uvist hvorledes cigaretskoddet var landet der.

Nå men jeg skriver lige lidt om min egen tur, ellers fortaber jeg mig i andre beretninger, jeg tror sagtens jeg kunne skrive et par bøger om alle observationerne på turen, men jeg stopper lige her for nuværende…

Jeg tog afsted fredag aften kl 21. Jeg havde provianteret rigeligt forinden, så det var ikke mad der manglede. Kartofler, råkost, svinekoteletter, pølser, rugbrød, makrel i tomat, mayo, ristede løg, flutes, blå ost, 12 carl special, drikkevand, 10 stk frugt, tykmælk, müesli og mere.. Vejrudsigten så fornuftig ud, så jeg var lidt angst for for lidt vind, og det var der da også, så efter 5 timer havde jeg rundet Trelde næs og jeg havde ikke lyst til at sejle natsejlads i træt tilstand gennem tragten og Fredericia/Middelfart. Så jeg kastede krogen, tog et par timers søvn og stod op igen og sejlede videre kl ca 5. Så gik det ellers stille og roligt dernedad en dejlig tidlig morgen.

Omkring Assens/Bågø opstod en lille krise fordi jeg røg ind i en mørk sky, som ikke lignede en byge, og som gav både regn og stærk blæst med kraftige pust. Og jeg indrømmer at jeg er en kylling, så jeg overvejede faktisk at sejle ind til Assens og så kalde det min deltagelse i D22 verdensmesterskabet 2011. Men vejret og den skamfulde oplevelse det ville have været ikke at møde frem hjalp mig, uvejret drev over og jeg overbeviste mig om at det trods alt kun var en byge og at det nok passede meget godt med vejrudsigten.

Så det gik stille og roligt dernedad, jeg rundede Torø rev, Helnæs og ikke så meget senere havde jeg landkending på Lyø. Så blev jeg lidt mere afhængig af søkort, for navigation mellem øerne her kræver lidt mere end hidtidig distance. Jeg bruger kun elektroniske søkort hvilket jeg indrømmer er dårligt sømandsskab og specielt min 12 volt strømforsyning til min HTC Desire, hvor søkortene fra KMS ligger tilgængelige i et gratis program ved navn OruxMaps er tilsyneladende ustabil og leverer ikke den strøm som HTC’en kræver. Det betød at jeg kun sporadisk havde adgang til kort, og det betød også at ikke hele min rute er at finde på endomondo.dk hverken ud eller hjem, men jeg fandt dog vej uden problemer.

Bedst som jeg orienterer mig om hvor de andre sejlere placerer sig får jeg øje på en lille mørk sejlbåd som sejler tæt på Knolden, som er en knold, der ligger lidt vest for Fåborg. Og det viser sig at være D21 Kathrine, som jeg lige hilser på inden de elegant overhaler mig. Men så sejler jeg jo bare bagefter, og så slipper jeg helt for søkort. Jeg kan heller ikke huske indsejlingen til Bjørnø havn men det fik jeg også med. Så jeg pakker sejl ned, får mig lige en gang skidning i spanden (nej nej ikke af angst, men for at få en indsejling, der er præget af kontrol over alle elementer og legemsdele). Og det lykkes da helt fint. Det viser sig at jeg er sidst ankomne deltager, så det flotte syn af 5 drabanter er komplet.

Jeg skynder mig til hjemturen. For efter festmiddagen og D37’s afsked ca. midnat gik jeg til køjs i håb om at kunne lægge fra tidligt. Jeg satte ikke noget vækkeur, og det viste sig at være helt unødvendigt, for vinden viste sig at have en retning som gjorde at alle 5 drabanter lå meget uroligt. Enhver der har ligget for anker ved hvordan det er lægge sig til at sove i herligt blikstille og så blive vækket af et enkelt kluk kluk, som hurtigt udvikler sig til at båden rokker ukontrollabelt frem og tilbage/fra side til side og alle mulige skrabelyde opg slag fra reb og wirer mod masten gør at man ikke kan sove. Når dertil kommer at alle bådene var fortøjet mod kun to pæle agter og derfor gav nogle ryk en gang imellem så hjalp det ikke på søvnen. I hvert fald stod jeg op kl godt 4 og begyndte at gøre mig klar til afgang. Heldigvis skulle Hans Christians gast (som jeg fortsat ikke kan huske navnet på, undskyld igen) op og tisse, så tusind tak for hjælpen med at gøre Cille fast til Julia, så jeg kunne slippe ud. Og forresten var jeg ikke helt vågen for jeg kunne ikke starte min motor, hvilket altså var fordi jeg havde glemt at afsikre dødemandsknappen, ups. Men min hjerne var ikke helt startet heller.

Afsted gik det, genopladet med strøm på batteriet og masser af proviant fortsat. Vinden var sydøstlig, fuldkommen perfekt. Helt uset perfekt i virkeligheden, for jeg kunne sejle for sejl hele vejen hjem. Og det gik formidabelt, jeg er ikke nogen stor sejler men alligevel var jeg hjemme og i havn kl lige godt 18.20. Altså godt 13 timer. Uden jeg havde kørt motor andet end nogle få meter i havnen på Bjørnø og så de sidste få sømil ind i Vejle havn. Og det var udelukkende fordi der lige passerede en byge med nogle kraftige pust, som gjorde at jeg måtte have genuaen ned. Derefter orkede jeg ikke at sætte fokken, endsige at sejle hjem bare for storsejl. Så jeg pakkede sammen og tøffede ind for motor.

Fuldkommen dødtræt, nærmest groggy af mangel på søvn, sulten som en sømand, jeg havde spist 4 bananer, et æble, en pære og så et antal kolde kogte kartofter. Så den stod på nødtørftig oprydning, lidt tykmælt med müesli som stillede den værste sult og så ellers hjem. Jeg slap for at cykle hjem på den berømte foldecykel i agterrummet, da konen generøst tilbød at hente mig i regnvejret og dertil kom at der var mad til overs fra aftensmaden. Det lå godt i maven. Og følelsen af at køre bil efter 60 sømil i en D22 er uforlignelig. Det er en helt anderledes fornemmelse.

Nå men så var det ellers et bad, som føltes som tusinde kvindehænder der samtidigt kærtegnede min krop, og ikke nok med det, – alle kvinderne fulgte med ind i sengen hvor de smøg sig om mig mens jeg sov. Ja ja, jeg ved godt det ikke passer, men følelsen af både et bad og en blød seng er helt sammenlignelig med min beskrivelse af de tusinde kvindehænder.

Tak for turen. Min personlige udfordring har været den (relativt lange) single hand tur, som forløb uden dramatik ud over hvad man altid oplever på vandet i form af humørskift der følger vejret. Og sikke meget jeg ikke har skrevet om…Beklager, men nu må dette indlæg altså ikke blive længere. Punktum.



Bjørnø

Drabant 22 træf 2011 Posted on Tue, June 14, 2011 22:38:55

Herfra skal lyde tak til de der mødte op på den lille ø i øhavet. Tak for humør, kloge ord, udsigt til mange agterspejl, og tak til Ole for alt det pc arbejde det kræver at samles. Stor beundring over Jan der trodser afstand og elementer og kommer med en tur på 240 sømil, under kølen. Dette gjorde ham også til en værdig vinder af “pokalen”.

Det var bare super hyggeligt at se jer, super fedt med blandingen af, high performance sejler snak, og high performance hygge i teltet.

Så var det til gængæld rå strengt at i allesammen snød i sejlladsen, jeg har endnu ikke opdaget hvordan, men i må have snydt med den fart i havde på. Har mange billeder, i hovedet, af veltilfredse glade sejler ansigter, der glider forbi stor smilende. Pirater.

Glæder mig til at se jer igen. God vind til alle…

Ps. vi var så demoraliseret, efter kapsejlladsen at vi gik for motor fireogenhalv time ud af seks, på vej hjem. Med vinden lige i snuden. Nej vi var bare trætte og ville hjem.



Bjørnø 2011

Drabant 22 træf 2011 Posted on Tue, June 14, 2011 20:02:06

Tak for kaffe det var et godt arrangement Nick og Jay/Cheese and Chong alias Nick og Kim.

Pegasus´s besætning bestod af undertegnet og min fuldbefaren gast Peter. Vi havde en god tur fra Sønderborg hvor vi havde alt oppe på alle måder. Startede ud med en fok. Den fik vi dog hurtigt pillet ned da vinden ikke var så kraftig som udmeldt på DMI og retningen var også til vores fordel. Så vi startede med agten fra tværs. Da vi kom hen til Kegnæs fik vi vinden lige i røven. Vi valgte at spile genuaen ned mod pøls rev. Det vi skulle over mod Bjørnø satte vi spileren istedet.Der kom med jævne mellemrum regn byer ind fra vest. Der kom en som så noget gusten ud. Så vi pillede den ned efter en times drift. Vindretningen havde også ændret sig lidt så den stod alligevel tvivlsomt på det tidspunkt.

Ved ankomst bliv vi modtaget af Nick og Kim i højt humør. Faktisk præcis da vi gik på land ændrede vejret sig til fuld sol og fuldstændig vindstille.

Nick og Kim viste os rundt på øen hvor vi skulle være. Der er opstillet en indianer telt på EPO som dannede ramme for det hyggelige. Hyggen var fantastisk. Efter den korte rundtur gik vi tilbage til bådene for at se om der var kommet flere. Det var der desværre ikke. Men vi havde ikke stået ret længe på “broen” før der dukkede en mindre båd op oppe på nordsiden af Bjørnø. Frem med kikkert. Og jo – det var D30. Vild jubel. Ganske kort efter kom en til – denne gang D40.

Alt i alt mødte 5 D22´er op til dette hyggelige stævne.

Aftenen gik med bespisning oppe i teltet med hvad man nu havde med.

Efter en god nat søvn stod den på Bjørnø rundt “Hygge kapsejlads”. Tiden op til afgang blev brugt til lidt vægtoptimering. Motoren blev taget af og alt drikke vare og 10 liter benzin blev lagt på land og lugen. Lugen blev kun taget af fordi den er af på billedet som præger Drabant22.dk´s forside. Der er en stolt arv som skal vedligeholdes mht. til Pegasus. Det var dog ikke helt uden protester. Det var snyd osv. Men det var en del af den psykologiske krig der gik op til start. 🙂

Jeg kan kun sige at arven blev respekteret. Pegasus kom ind på – ja, det jeg vil kalde en solid førsteplads. Det var så håne afsnittet. 🙂

Aftenen stod på den annoncerede jordovns tilberedt mad som bestod af flæskestege og lammekøller. TAK FOR KAFFE det var godt. Bare det var turen værd. 8 mand spiste stort set op. 8 Kg. kød ca. Se igen billeder neden for.

Pegasus, Peter og jeg blev enige om at tage en nat sejlads hjem. 7 timer senere havde vi tilbagelagt 34.6 sømil på 6timer og 56 minutter. 4.9 knob average og 7.8 knob max.

Igen tak for en rigtig god oplevelse. Skal hilse fra min konge gast Peter.

Hilsen
Torben og Peter.